Trompet, horn, trombone og tuba

Det hele begynder med en idé. Måske vil du gerne ind i et orkester. Måske vil du løfte dit spil op på et helt nyt niveau.

Et samlet og analytisk blik på, hvordan musikerens krop fungerer.
Fra mavemusklerne til tungen, via luftsøjlen: en opdatering, der giver dig nyt skub!

Hver enkelt muskels rolle i den instrumentale bevægelse beskrives indgående, fra de nærmeste og mest åbenlyse til de fjerneste, så bevægelsen hos den, der spiller, kan føres helt tilbage til sit udspring.

Det var en køleskabsdør, der førte mig til Marc Papillon. Midt i en fredelig ferie, nogle uger før en vigtig koncert, kom jeg til skade med læben ved en usandsynlig bevægelse. Denne bagatel, som forhindrede mig i at arbejde som trompetist i flere måneder, fik mig en morgen til at ringe til Marc Papillon. Jeg havde overværet et af hans foredrag kort forinden og havde sat pris på hans pragmatisme, hans præcision og hans venlighed.

Den samtale, der kun varede få minutter, blev begyndelsen på en heldigvis hurtig bedring, og den skærpede betydeligt min interesse for hans måde at gribe fysiologien i trompetspil – og messinginstrumenter i det hele taget – an på.

Begrebet instrumental præstation fylder overordentlig meget i undervisningen på messinginstrumenter, og aspekter som udholdenhed, kraft og omfang bliver ofte afgørende faktorer ved konkurrencer og eksaminer og endda i selve konservatorieklasserne. Marc Papillons tilgang hertil er præget af al hans erfaring med strygeinstrumenternes fysiologi og også af hans eget liv og hans indlevelse som musiker, der stadig søger glæden ved at spille, alene og sammen med andre.

Hans tilgang er fri for enhver fordømmelse og helt uden dogmatisme. Hver enkelt muskels rolle i den instrumentale bevægelse beskrives indgående, fra de nærmeste og mest åbenlyse til de fjerneste, så bevægelsen hos den, der spiller, kan føres helt tilbage til sit udspring.

Ved gennem hele værket at belyse kroppens rolle som helhed og i al sin åbenhed, fra vejrtrækningen til tonedannelsen via hurtigheden, sigter Marc Papillon frem for alt mod kunstnerisk velvære, glæde ved instrumentet og udtrykskraft.

»Musikerens anatomi« analyserer også – og det er ikke dens mindste fortjeneste – betydningen af visse traditionelle udtryk i messingblæserfamilien. Den præciserer nogle af dem, men påpeger også, hvor upræcise, utilstrækkelige eller ligefrem farlige visse gængse pædagogiske anvisninger kan være.

Indholdsmæssigt er bogen et sandt kompendium for udøvere, studerende og lærere, men den forbliver alligevel meget tilgængelig takket være sin opbygning, der gør det lige så let at fokusere på en enkelt detalje som at overskue det instrumentale spil som helhed. Illustrationernes kvalitet og klarhed gør det muligt for enhver at finde forklaringen på muskulære fornemmelser, man allerede har oplevet – behagelige eller ej, beroligende eller foruroligende – og dermed, for sig selv eller sammen med sine elever, at opbygge en roligere og mere bæredygtig måde at tænke spillet og musikken på.

André Feydy – trompetist og pædagog

Som koncertmusiker, solotrombonist i Orchestre National de France og pædagog kan jeg i dag med al min erfarings vægt sige, at alt, hvad der forklares i denne bog, burde være kendt af unge musikere og af alle andre professionelle. Dette virkelig bemærkelsesværdige værk er et nødvendigt værk.

Mødet med Marc Papillon for nogle år siden blev et fuldstændigt vendepunkt i min tilgang til instrumentet og i mit spil.

På et tidspunkt, hvor jeg troede, at jeg var på toppen af mine evner, åbnede jeg takket være ham en dør, jeg endnu ikke kendte til, ind til en ny dimension, langt overlegen og mere pålidelig.

Dengang havde jeg bemærket et lille tegn på funktionsforstyrrelse i min ansats: en af de øvre muskler svigtede, mens jeg spillede, og jeg gik i panik, som enhver musiker, der lever af sit instrument, ville gøre.

Jeg forstod ikke, hvad der skete med mig, og slet ikke hvorfor.

Det fik mig til at opsøge Marc Papillon, for jeg fornemmede, at det meget sandsynligt var begyndelsen på langt mere komplekse symptomer.

Heldigvis forhindrede problemet mig ikke i at spille. Inderst inde ændrede det end ikke noget, men som vidne til det, jeg mærkede, og mens jeg lyttede til Marcs forklaringer, besluttede jeg at gennemgå det, jeg havde lært, ud fra et mere anatomisk perspektiv for endelig at finde balancen og spille sundt uden at skade mig selv.

Opgaven var krævende, for jeg måtte »aflære« det, jeg i mere end 20 år havde gjort refleksmæssigt og uden at stille spørgsmål. Jeg gennemgik endda en periode med tvivl, fordi jeg følte mig hæmmet og bundet.

Til sidst, efter nogle måneders mere bevidst arbejde med de forskellige involverede systemer (tunge, ansats, skuldre, vejrtrækning…), begyndte jeg at genfinde mine fornemmelser. At forstå for bedre at mærke gav mig glæden ved at spille tilbage.

Jeg havde ændret mange ting.

Ud over at løse mit problem bragte Marcs råd endnu en fremragende nyhed: mit tekniske niveau udviklede sig på overraskende vis. Jeg kunne overskride grænser, der indtil da havde forekommet mig uoverstigelige.

Det var forbløffende, men logisk.

Da jeg endelig brugte min krop fysiologisk, bevægede alt sig i den rigtige retning.

Som koncertmusiker, solotrombonist i Orchestre National de France og pædagog kan jeg i dag med al min erfarings vægt sige, at alt, hvad der forklares i denne bog, burde være kendt af unge musikere og af alle andre professionelle. Dette virkelig bemærkelsesværdige værk er et nødvendigt værk.

Jean-Philippe Navrez – solotrombonist, Orchestre National de France – pædagog

Emner, der alt for sjældent behandles – illustreret for første gang!