Stemme og beatbox

Det hele begynder med en idé. Måske vil du gerne spille med i et eksisterende band eller starte et nyt ensemble? Måske vil du løfte dit spil op på et helt nyt niveau?

Se med nye øjne på hvert af de involverede systemer, så du bagefter ubesværet kan få dem til at spille sammen:

- Det lodrette aksesystem: fra fødderne til hovedet via bækkenet og rygsøjlen

- Det vandrette aksesystem: skulderbæltet, der består af to skulderblade og to kraveben

- Det manuelle system: overarme, underarme og hænder

- Åndedrætssystemet: mellemgulvet samt bækkenbunds-, mave- og sædemusklerne

- Vibratorsystemet: stemmelæberne, der sidder i strubehovedet (halsen) lige over luftrøret

- Resonatorsystemet: svælget og munden (ansatsrøret), den bløde gane

- Artikulationssystemet: tungen

- Mimiksystemet: ansigtet og læberne

- Intentionssystemet: musikken og den kunstneriske sans, følsomheden.

Funktionel anatomi i hjertet af din teknik – i musikkens tjeneste!

For mig er human beatbox fuld af mysterier.

Hvor kommer lydene egentlig fra? Hvordan frembringes de? Med hvilke midler? Hvilke muskler og led er involveret?

Kun nogle få »grundlæggende« begreber er inden for min rækkevidde, ud fra hvad jeg mærker fysisk (læber, stemme, ånde, tunge osv.)

Men da jeg ikke er anatom, stiller jeg mig selv mange spørgsmål.

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der stiller dem.

Mine eneste læringskilder er udvekslinger, møder og samtaler ved forskellige beatbox-arrangementer.

At være en del af en (undergrunds)scene, hvis mål til dels blot er at opdage nye lyde, uden rigtig at vide, hvordan denne maskine, der hedder kroppen, fungerer, er for mig både et spørgsmål og en bedrift.

Human beatboxens mysterier udspringer nemlig i høj grad af vores kød, vores organisme, vores fysiognomi og meget mere…

Alligevel ved vi meget lidt om dem.

Nutidens beatboxere er sande akrobater med ansigtsmusklerne.

Derfor har vi »performer«-musikere al mulig interesse i så tidligt som muligt at lære at dosere vores anstrengelser på den mest hensigtsmæssige måde, så vi lærer at spare på energien og dermed holde i længden.

Denne bog giver os de grundlæggende nøgler til at forstå det organiske instrument, vi alle besidder.

Det, der kan gavne vokalkunstnere, kan lige så vel gavne lærere, der ønsker at berige deres viden om, hvordan denne kunst gives videre.

Alexinho – beatboxer, verdensmester i beatbox

Jeg husker første gang, jeg gik på scenen for at synge en sang, jeg selv havde skrevet, tekst og musik. Jeg var lige fyldt tyve. Det var kærlighed ved første blik… opdagelsen af et rum, hvor jeg straks følte mig hjemme. I årene forinden havde jeg haft den dårlige oplevelse, at mine fingre rystede under mine guitareksaminer. Men den dag, trods sceneskrækken og trods hjertet, der hamrede i brystet, rystede min stemme ikke; mine ord og mine toner var der, ingen famlen, ingen huller i hukommelsen. En følelse af lykke, eufori og styrke fra de allerførste øjeblikke… Verden kunne være styrtet sammen omkring mig; jeg stod foran et publikum, der lyttede til mig! Og lige bagefter lysten til at komme tilbage så hurtigt som muligt. Jeg kunne sige, at jeg sprang i vandet og, først da jeg var i vandet, opdagede, at jeg var en fisk!

Den dag i dag er scenen et særligt og enestående sted for mig. En blanding af et rum, der er åbent mod verden, og et fuldstændig intimt rum, hvor al frihed er mulig. Deri ligner den skrivningen. Bortset fra at man, når man skriver, er alene med sig selv, mens man på scenen er alene med alle! Et sted, hvor andre modsætninger mødes, som at føle sig på én gang »en anden« og »dybt sig selv«.

Jeg begyndte at synge blot for at dele de sange, jeg skrev, med et publikum. Uden teknik, uden at have arbejdet med min stemme, min holdning eller mit sceneudtryk… Og fra sang til sang, fra scene til scene, blev jeg sangerinde…

Jeg synger…

For at klæde de grå timer ud / og male himlen blå
For at være i Venedig på et blink / og mærke solen, når det regner
Og blive beruset, når natten falder på / så jeg ikke længere frygter ulven
Dybt inde i skoven, dybt nede i brønden / for hvad som helst, for ingenting…

Siden tog jeg alle mulige kurser: sang, teater, mime, klovneri, fortolkning… Jeg trænede mig i at »bevæge mig« på scenen, at »tale«, at trække vejret, at synge! Min stemme spillede mig flere slemme puds. Jeg gik til stemmelæger og logopæder… Jeg lærte at lytte til den, mærke den, høre den blive træt, ikke at mishandle den. At mestre den, på en måde. Jeg lærte også at kende mig selv bedre, med mine svagheder og mine styrker. Marc tilbød mig et forskningsbaseret arbejde med udgangspunkt i kroppens funktion i samspil med sindet og følelserne.

Musikerens anatomi. Denne bog lever op til sin titel. Alligevel anede jeg ikke, hvilket eventyr der ventede mig, så spændende og så komplekst på samme tid! At læse den er virkelig som at drage ud for at opdage livet på havets bund!

Men ud over en beskrivelse, ja en dissektion, smukt illustreret side efter side, ud over den fænomenale mængde viden, bogen samler, ud over sin forskning og den passion, han giver videre til os, gør Marc Papillon os bevidste om vores bevægelsers oprindelse og følgevirkninger; han hjælper os med at forstå, hvor en bestemt smerte kommer fra, og med at tilpasse vores holdning, vores bevægelser og vores vejrtrækning til vores behov. Han giver os også »nøgler« til at »samle« det, der fysisk kan samles, så vi ikke lader os overvælde af ekstra ubehag, når vanskelighederne melder sig.

For mit eget vedkommende er det essensen af, hvad jeg tager med mig. Uden at glemme, at der i sidste ende altid står kunsten, musikken, glæden ved at lære, fornøjelsen ved at spille og naturligvis mennesket – ufuldkomment per definition – i centrum af hans forskning!

PS: Nogle muskelnavne, jeg aldrig havde hørt om, fik mig til at drømme… Lækre retter eller klippetinder? Til sidst valgte jeg en bjergtur, gennem disse få linjer, jeg skrev for sjov:

Bestig Serratus Majors tinder,
kom ned ad bagsiden igen, og gå
dyp fødderne i Teres Minors iskolde vand…
Sol dig i varmen… skærm din pande,
klatr op ad Galea til Masseter,
løb ned ad Rhomboideus, træk frisk luft,
hils dér på Hans Eminence Hypothenar,
og spis så middag på Quadratus Lumborum-pladsen, Rue des Arts.

Nathalie Solence – sangerinde – sangskriver