Guitarer, basser, lutter, ukuleler, mandoliner, ouder, banjoer, sitarer og balalajkaer

Det hele begynder med en idé. Måske vil du gerne spille med i et eksisterende band eller starte et nyt ensemble? Måske vil du løfte dit spil op på et helt nyt niveau?

Se med nye øjne på hvert af de involverede systemer, så du bagefter ubesværet kan få dem til at spille sammen:

Funktionel anatomi i hjertet af din teknik – i musikkens tjeneste!

Guitarist, lutenist og pædagog.

Det kan ikke benægtes: at sætte spørgsmålstegn ved sig selv er i sig selv et privilegium.

Privilegiet at kunne følge forskellige veje for at nå et mål. Privilegiet at kunne justere målet i lyset af nye behov og ny indsigt. Jeg føler mig privilegeret ved at udøve dette fag, eller rettere musikkens fag. For mig er de vigtigste scenen og undervisningen. Perioderne med selvransagelse har været blandt de mest frugtbare i mit musikalske liv.

Jeg begyndte at læse bogen »Musikerens anatomi« en helt almindelig dag, i en pause mellem to timer på konservatoriet. Jeg så ikke længere den næste elev på samme måde: man kan ikke lade være med at tænke over de oplysninger og overvejelser, teksten byder på.

Marc fortjener ros for at sætte navn på så mange ting, hvis eksistens vi nok anede. Aspekter, vi kæmper med, og som vi her finder ordnet i systemer, sat i forhold til hinanden, så vi kan tæmme dem.

Jeg voksede op med den klassiske guitar. Og utvivlsomt fik dette instruments ustabile natur, der hele tiden udvikler sig, mig til at udvide mine interesser til andre instrumenter i samme familie: gamle knipsede strengeinstrumenter (lutter, barokguitar, teorbe…), for ikke at tale om tiltrækningen fra nye gamle repertoirer.

At sætte den fysiske og begrebsmæssige tilgang til hvert af disse instrumenter i perspektiv er ikke blot spændende, men også gavnligt. Det tvinger os til hele tiden at tilpasse vores lytning, vores fingre, vores krop.

Bøger som »Musikerens anatomi« minder os om, at en bevægelse skal forblive musikalsk. Og at den på én gang kan være smuk, sund, effektiv og fornøjelig. Og glæden er os kær! En musiker, der nyder at spille, er potentielt i stand til at give andre glæde. Er det ikke et af vores første mål? Langt fra præstationen som mål i sig selv eller, værre endnu, som middel til at vinde en konkurrence af en hvilken som helst art. Jeg kan godt lide at tro, at hver enkelt af os i mindst én lille ting, om så kun én, er den bedste af alle. En enkel frase i et stykke, en inspireret fingersætning, en vibrato på en enkelt tone: ingen vil spille den så godt som vi. Vi er alle unikke.

Jeg husker tiden, da jeg var ung studerende ved Accademia Chigiana og universitetet i Siena. En meget fornem herre, en skotsk adelsmand, kom hver dag for at overvære guitartimerne inden for Palazzo Chigi-Saracinis middelalderlige mure. En dag i pausen, hvor talen faldt på konkurrencer (men det samme kunne siges om koncerter eller enhver anden måde at give sin kunst videre på), sagde denne mand noget, jeg aldrig har glemt: »Hvis man skal deltage i konkurrencer, er det for at give det allerbedste af sig selv. At tage dertil for at vinde ville ikke være særlig venligt over for de andre.« Heraf slutter jeg, at en musiker skal forblive en gentleman.

Gabriele Natilla, guitarist, lutenist og pædagog.