Cello og kontrabas

Det hele begynder med en idé. Måske vil du gerne ind i et orkester. Måske vil du løfte dit spil op på et helt nyt niveau.

Funktionel anatomi i hjertet af din teknik – i musikkens tjeneste!

For musikeren er det afgørende redskab ubestrideligt – og vil altid være – øret. Det er gennem øret, at musikeren former den indre sang, der tjener som klangligt forbillede. Det er takket være øret, at han kan bedømme kvaliteten af det, han frembringer. Og det er øret, der kontrollerer, at den oprindelige intention gengives tro.

Det er derfor en illusion at håbe, at kvaliteten af en bevægelse eller en perfekt holdning alene kan skabe skønheden i en klang eller en fortolkning. Uden det øre, der drømmer, uden det øre, der overvåger, er kroppen magtesløs.

Men øret tager grundigt fejl, hvis det tror sig almægtigt. Ved at forsømme kendskabet til kroppen og dens funktion fratager musikeren sig det mest direkte middel til at nå sit mål. Frem for alt løber han en stor risiko: at beskadige – midlertidigt eller endog uopretteligt – netop det redskab, han har så hårdt brug for til sine kunstneriske ambitioner.

Efter selv at have foretaget afgørende ændringer i min tilgang til holdningen og i min forståelse af mine bevægelser ser jeg i dag, hvor ret jeg havde i at interessere mig for musikerens biomekanik og opsøge dem, der studerer dette spørgsmål.

Som cellist, som pædagog og som dirigent kan jeg ikke på det kraftigste nok anbefale mine kolleger og elever at vie det deres fulde opmærksomhed. Deres intuition alene eller de råd, de har fået af deres lærere, er ikke nok. Et velfunderet kendskab til, hvad der står på spil for kroppen, kan spare dem for problemer, som timers øvning ofte ikke formår at løse – eller undertiden endda forværrer…

Når en bevægelse indgår i et harmonisk forløb, har den alle muligheder for at omsættes til langt større effektivitet ved instrumentet. Den giver da reelle forbedringer af tonedannelsen og gør virtuositeten meget lettere, hvilket fører til den så eftertragtede lethed på scenen, som jeg kalder lethedens koreografi.

Xavier Gagnepain – cellist og pædagog

Efter succesen med de to første bind af Musikerens anatomi – det første om violin og bratsch, det andet om blæseinstrumenter (trompet, horn, trombone, tuba) – blev det tredje bind ventet med spænding. Det er helliget studiet af anatomi og fysiologi, denne gang anvendt på spillet på cello og kontrabas.

Denne bog er skrevet af en ildsjæl. Marc Papillon elsker musik og kunst i det hele taget, og han elsker de musikere, han i årevis har arbejdet med som fysioterapeut.

Som enhver ildsjæl elsker han at give sin viden videre. Det gør han ved de mange konferencer, han tager aktivt del i, og gennem de kurser og workshops, han jævnligt afholder i Frankrig og i udlandet. Denne nye bog vidner om hans engagement i at formidle viden og i undervisning for musikere. Musikeren kender sit instruments anatomi til fulde, hvordan det fungerer, og alle de tekniske finesser, der lokker de smukkeste klange, nuancer og farver frem af det. Men musikerens første instrument er hans egen krop – den, hvorigennem han kan bruge sit musikinstrument (Aristoteles sagde, at hånden er instrumenternes instrument).

Og meget ofte kender musikeren ikke denne krop, som ellers er et af hans mest dyrebare aktiver. For at bruge kroppen optimalt, bevare den og ikke »slide den op« før tid er det imidlertid en nødvendighed at kende anatomiens grundprincipper og forstå fysiologien.

Med denne bog giver Marc Papillon cellister og kontrabassister (professionelle, amatører og pædagoger) den viden, de har brug for til at opbygge bevægelser, der er så ergonomiske som muligt og respekterer anatomien og fysiologien bedst muligt. Kun til denne pris – prisen for at kende kroppen – kan risikoen for spillerelaterede lidelser (senelidelser, fejlbelastningssyndromer, overbelastningssyndromer og andre arbejdsbetingede lidelser) undgås.

Efter violinister og bratschister, efter blæsere, har cellister og kontrabassister nu den lykke at få en meget pædagogisk bog, der giver dem den viden, som er uundværlig for at forstå den instrumentale bevægelse. Hvert begreb forklares meget klart; over for hver tekstside står en meget overskuelig illustrationsside, der kombinerer fotografi og tegning. Behandlere, og især fysioterapeuter, vil også i denne bog finde en lang række nyttige nøgler til behandlingen af deres musikerpatienter.

Lad os håbe, at andre instrumentalister snart får glæde af nye bind!

Yves Le Bellec – håndkirurg

Som improvisator har jeg altid forsøgt at være så fri som muligt i den musik, jeg spiller. Det har jeg altid arbejdet hen imod ved at udvikle mit musikalske øre for at befri det for enhver blokering.

Men under mine øvesessioner, alene eller med et band, blev det klart for mig, at øret alene ikke havde magt til at frigøre mit musikalske sprog. Kroppen havde også et ord at skulle have sagt. Så jeg begyndte at iagttage den, mens jeg spillede, og forsøgte at forstå den.

Hvorfor var nogle bevægelser på instrumentet sværere end andre, selv om jeg forsøgte at anvende det, mine lærere havde lært mig?

Hvordan kunne det være, at jeg havde nået et ret højt teknisk niveau og kunne spille meget krævende fraser og/eller i hurtige tempi, mens visse fraser i et angiveligt let tilgængeligt register på instrumentet var sværere at spille perfekt?

Min krop viste sig at være afgørende for min fornemmelse af tempo, for intonationen, for udholdenheden og for arbejdet med klangen.

Jeg indså, at en empirisk undersøgelse af min fysiske adfærd under spillet ikke var nok. Jeg havde brug for en teknisk forståelse af, hvordan mine muskler, mine led og min vejrtrækning fungerer… for endelig at fjerne de sidste forhindringer for den frihed, jeg søger på dette så krævende instrument!

Étienne Renard – kontrabassist